Neurologien har vokseværk, og de budgetter, de neurologiske afdelinger fik, da de i begyndelsen af 2019 overgik fra aktivitetsstyret til rammestyret økonomi, vil snart være for små. Det mener ledende overlæge ved den neurologiske afdeling ved Sygehus Lillebælt Henrik Boye Jensen.
Skrevet af Maria Cuculiza d. i kategorien Ressourcer
At skabe bedre samarbejde mellem Sclerosehospitalerne og kommunerne viste sig at være sværere end forventet. Men det kan godt lade sig gøre og det er helt sikkert anstrengelserne værd, siger direktør for Sclerosehospitalerne Brita Løvendahl, som nu har flere end 15 forskellige forslag til modeller for styrket samarbejde.
Regeringen og Dansk Folkeparti vil øge antallet af hoveduddannelsesforløb i neurologi fra 2021 og allerede i år afsætte 1,5 mio. kroner til at opkvalificere flere sygeplejersker med neurologiske kompetencer til i højere grad at understøtte behandling og opfølgning af mennesker med multipel sclerose.
Del hospitalsafdelingernes budgetter op, så drift går på ét budget og medicin på ét andet, foreslår professor Per Soelberg Sørensen, der mener, at man dermed vil få afklaret, om sundhedspersonalets opfattelse af et stigende pres på ressourcerne er reel eller ej.
Som den sidste region er en budgetaftale nu i hus for Region Hovedstaden, hvor otte af ni partier i regionsrådet er enige om at sende ekstra 300 mio. kr. ud til hospitalerne.
Regeringen og Dansk Folkeparti afsætter 12 mio. kroner til at sætte gang i en særlig indsats for patienter med progressiv MS. Indsatsen skal sikre, at progressiv MS fremover bliver fulgt mere regelmæssigt i sundhedsvæsnet.
Fællesskab med ligesindede og mulighed for at tale om sine bekymringer i grupper med andre unge i samme situation skal aflaste de omkring 8.000 børn og unge under 18 år, der har en mor eller far med multipel sclerose.
Nye behandlinger risikerer at blive vurderet for dyre af Medicinrådet, fordi rådet har sat for snævre rammer for beregning af økonomien i behandlingerne. Det mener professor i sundhedsøkonomi ved VIVE Jakob Kjellberg.
De første uger i marts stod vi sammen med alle andre medarbejdere på sygehuse og hospitaler overfor et ufravigeligt krav: Vi skulle redde så mange mennesker som muligt fra en ny og ukendt smitsom sygdom.
Krisen har været en stresstest af velfærdsområder, der er blevet underprioriteret år efter år. Det har vist, at der ikke er ressourcer nok til at håndtere en sundhedsmæssig udfordring, som den vi står i nu uden ekstra bevillinger og personale. Krisen har med andre ord udstillet social- og sundhedsvæsenets fejl og mangler.
I begyndelsen af marts blev truslen fra corona for alvor tydelig. Som alle andre var vi i almen praksis i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre. Vi valgte at skrue op for spritten og ned for berøring.
Corona-månederne har været en kæmpe omvæltning for sundhedsvæsenet. Med regionerne som en væsentlig brik, fordi vi på sygehusene har haft ansvaret for de borgere, som blev allermest syge af den nye virus, samt ansvar for at teste alle med symptomer på corona.
Coronakrisen fik sparket debatten om en sundhedsreform til hjørne – og måske var det godt det samme. Krisen har nemlig vist os vejen frem: Det der skaber et velfungerende sundhedsvæsen, er ikke væsenets struktur og organisering, men et klart og tydeligt fælles formål.
Der er sat et foreløbigt punktum for den historiske sundhedskrise, som coronaen udløste i første halvdel af 2020. En krise, som har forandret meget på kort tid, ikke mindst i sundhedsvæsenet. Sundhedsvæsenet satte turbo på omstilling til coronaberedskab.
Der blev i oktober 2018 afsat fem mio. kr. til medicinsk forskning i stofskiftet. Dette var et resultatet af en politisk aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2018 om en sundhedspulje til højt prioriterede indsatser på sundhedsområdet.
Systemer har hverken hjerne eller hukommelse og kan derfor ikke lære noget. Systemer har hverken etik eller moralsk kompas. Systemer kommer ikke til MUS-samtale, og de kan ikke afskediges. Sundhedsvæsnets hjerne og hukommelse er de ansatte, og det moralske kompas er det samlede udtryk for balancen mellem politiske vinde, økonomi og værdikulturer på de enkelte arbejdspladser.
Coronavirus, og dens indvirkning på samfundet og sundhedsvæsenet, er et højaktuelt eksempel på behovet for et sammenhængende og samarbejdende sundhedsvæsen – både på tværs af sektorer og på tværs af hospitaler.
Danmark blev lukket ned den 12.3. Så meget er sket på så kort tid. En skizofren udvikling på godt og ondt. Og det har været hektisk på alle fronter for mange af os i sundhedsvæsnet og har krævet en ekstrem tilpasning.
Nye behandlinger risikerer at blive vurderet for dyre af Medicinrådet, fordi rådet har sat for snævre rammer for beregning af økonomien i behandlingerne. Det mener professor i sundhedsøkonomi ved VIVE Jakob Kjellberg.
De første uger i marts stod vi sammen med alle andre medarbejdere på sygehuse og hospitaler overfor et ufravigeligt krav: Vi skulle redde så mange mennesker som muligt fra en ny og ukendt smitsom sygdom.
Forebyggelse af kroniske sygdomme skal stå forrest, hvis vi vil ruste dem i øget risiko for COVID-19 til bedre at klare en ny coronakrise i fremtiden.
Krisen har været en stresstest af velfærdsområder, der er blevet underprioriteret år efter år. Det har vist, at der ikke er ressourcer nok til at håndtere en sundhedsmæssig udfordring, som den vi står i nu uden ekstra bevillinger og personale. Krisen har med andre ord udstillet social- og sundhedsvæsenets fejl og mangler.
I begyndelsen af marts blev truslen fra corona for alvor tydelig. Som alle andre var vi i almen praksis i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre. Vi valgte at skrue op for spritten og ned for berøring.
Hvad har vi lært af krisen? Hvad kan vi bruge, hvad skal vi smide væk? Hvordan har vi brug for at indrette sundhedsvæsenet?
Corona-månederne har været en kæmpe omvæltning for sundhedsvæsenet. Med regionerne som en væsentlig brik, fordi vi på sygehusene har haft ansvaret for de borgere, som blev allermest syge af den nye virus, samt ansvar for at teste alle med symptomer på corona. 
Coronakrisen fik sparket debatten om en sundhedsreform til hjørne – og måske var det godt det samme. Krisen har nemlig vist os vejen frem: Det der skaber et velfungerende sundhedsvæsen, er ikke væsenets struktur og organisering, men et klart og tydeligt fælles formål.
Der er sat et foreløbigt punktum for den historiske sundhedskrise, som coronaen udløste i første halvdel af 2020. En krise, som har forandret meget på kort tid, ikke mindst i sundhedsvæsenet. Sundhedsvæsenet satte turbo på omstilling til coronaberedskab.
Systemer har hverken hjerne eller hukommelse og kan derfor ikke lære noget. Systemer har hverken etik eller moralsk kompas. Systemer kommer ikke til MUS-samtale, og de kan ikke afskediges. Sundhedsvæsnets hjerne og hukommelse er de ansatte, og det moralske kompas er det samlede udtryk for balancen mellem politiske vinde, økonomi og værdikulturer på de enkelte arbejdspladser.
Coronavirus, og dens indvirkning på samfundet og sundhedsvæsenet, er et højaktuelt eksempel på behovet for et sammenhængende og samarbejdende sundhedsvæsen – både på tværs af sektorer og på tværs af hospitaler.
Danmark blev lukket ned den 12.3. Så meget er sket på så kort tid. En skizofren udvikling på godt og ondt. Og det har været hektisk på alle fronter for mange af os i sundhedsvæsnet og har krævet en ekstrem tilpasning.