Finn Sellebjerg

ECTRIMS: Tvivlen råder hos Finn Sellebjerg om resultatet af et sammenlignende studie af rituximab og Ocrevus. Rituximab viste sig ikke at være bedre end Ocrevus (ocrelizumab) ved recidiverende-remitterende multipel sclerose og var tilmed forbundet med en højere risiko for tilbagefald.

“Vi var alle sammen i gruppen bag studiet ganske overraskede over resultaterne, der viser, at det går patienter bedre i Ocrevus-gruppen end i rituximab-gruppen, hvilket ingen havde forventet. Jeg er meget skeptisk for, om det virkelig forholder sig sådan, for forskellen vi ser i studiet er for stor til, at det kan være tilfældet,” siger professoren ved Dansk Multipel Sclerose Center, som har bidraget til studiet.

Resultaterne af registerstudiet (abstract #O180) blev præsenteret ved en Late Breaking session fredag eftermiddag til en fuld sal af deltagere.

Studiet bestod af 710 patienter patienter behandlet med Ocrevus (ocrelizumab), der blev matchet med 186 patienter behandlede med rituximab. Alt patientdata var indhentet fra de to store MS-registre MSBase og det danske MS-register efter 2015, og gennemsnitsopfølgningen var 1,5 år.

Andre faktorer påvirker resultatet

Resultaterne fra studiet viser, at den samlede årlige tilbagefaldsrate (ARR) var højere blandt patienter behandlet med rituximab end ved Ocrevus (rate ratio 1,8 [95 %CI 1,4-2,4]; ARR 0,20 vs 0,09, p < 0,01). Den kumulative risiko for tilbagefald var også højere i rituximab-gruppen (HR 2,1 [1,5-3,0]).

Ifølge Finn Sellebjerg er forskellen på de to højeffektive behandlinger for stor til at kunne passe. Han peger på, at der kan være tale om en statisk usikkerhed i dataindsamlingen, der kan ligge til grund for det “overraskende resultat”.

“Vi har en igangværende diskussion i forskergruppen om, at det enten kan være tale om, at vores matching af grupperne ikke har været tilstrækkelig, og at der er tale om residual confounding, eller at der reelt er en biologisk forskel på præparaterne,” siger han

Finn Sellebjerg peger på, at en faktor kan være, at de patienter, der bliver behandlet med rituximab og inkluderet i analysen, ikke er standardpatienter, som dermed påvirker populationen.

“Jeg tror, at der er tale residual confounding, hvor vi der har været andre ukendte faktorer, der spiller ind på resultatet. Forskellen er for stor til at kunne være biologisk, når man eksempelvis tager højde for de svenske data for rituximab.”

I Sverige anvender de primært rituximab i MS-behandlingen, da opfattelsen er, at det er lige så effektivt som Ocrevus, og samtidig er billigere. Derudover har et svensk studie vist, at rituximab gav færre attakker og færrest behandlingsskift, og andre internationale analyser har ikke kunnet påvise en signifikant forskel på anti-CD20-antistof-behandlingerne.

Ingen konsekvenser for danskere

Resultaterne, der har givet, forskergruppen bag med Tomas Kalincik (associate professor og chef for MS-Service Associate ved The Royal Melbourne Hospital) i spidsen, grund til at klø sig i håret vil ifølge Finn Sellebjerg ikke have konsekvenser for danske patienter.

“Vi skal først finde ud af, om det kan virkelig passe, eller om der er andre faktorer, der spiller ind. Rituximab er stadig en højeffektiv behandling, og derfor er spørgsmålet også, hvorvidt om det reelt har en konsekvens, hvis et studie viser, at der er en forskel,” siger han.

Og det spørgsmål kommer der snart svar på. En række europæiske studier heriblandt et dansk studie er sat i søen for at undersøge, om Ocrevus (ocrelizumab) er bedre end rituximab. De resultater glæder Finn Sellebjerg sig til og peger på, at det understreger, at de kliniske randomiserede studier stadig har sin berettigelse på MS-området.

“Vi får heldigvis snart det endegyldige svar på, hvordan det virkelig forholder sig inden for de næste 5 år, da en række randomiserede studier er sat i gang. Så vil vi vide præcis, hvad der er sandheden, selvom jeg stadig er skeptisk,” siger han.

Det danske studie, der er på vej, er et non-inferiority studie, der begyndte i 2020 og løber over 7 år, og er et samarbejde mellem Danske Regioner og De danske scleroseklinikker.