EAN: Firmaet MedDay Pharmaceuticals meldte allerede i marts ud, at biotinbehandlingen MD1003 i SPI2-studiet hverken havde nået de primære eller sekundære endemål.

I går præsenterede Bruce Cree, Weill Institute for Neurosciences ved University of California, San Francisco de nedslående resultater ved EAN Virtual Congress 2020.

Efter at have demonstreret signifikante forbedringer af fysiske handikap hos patienter med ikke aktiv progressiv MS i fase III-studiet MS-SPI, møder MD1003 hverken det primære endemål om forbedring af MS relaterede handikap eller et eneste af de tre sekundære endemål, hvoraf et var at forhindre yderligere EDSS-forværring.

Behandlingsresultaterne for MD1003 er så tæt på placebogruppens, at det ikke levner megen rum for fortolkning, sagde Bruce Cree ved præsentationen. 

Det mest positive udkomme af studiet er en sikkerhedsprofil, der matcher placebo, og en trend på tværs af subgrupper for behandlingseffekt i MD1003’s favør, men resultatet var ikke signifikant i nogen undergruppe.

Biotin opfører sig som co-enzym for carboxylase, som er involveret energi-metabolisme. MD1003 er et højdosis farmaceutisk biotin, og baggrunden for MS-SPI og SPI2-studierne var, at stoffet blev formodet at modvirke både neurodegeneration og demyelinisering ved at rette sig mod den mitokondriske energi-metabolisme i både oligodendrocytter og neuroner.

SPI2 er et 27 måneders fase III-studie som undersøger effekt og sikkerhed ved MD1003 ved ikke aktiv progressiv MS. Patienter i studiet havde enten SPMS eller PPMS og en EDSS-score på 3,5-6,5. 54 procent af deltagerne var kvinder, og gennemsnitsalderen var 53 år. 64 procent af deltagerne havde SPMS og 35,9 procent PPMS. Knap 60 procent havde en EDSS-score på 6-6,5, og kun 4,5 procent havde i sagens natur gadoliniumlæsioner ved studiets start.

Alle deltagere havde haft påviselig progressiv MS i de to år op til studiet begyndte og tog TW25-testen på mindre end 40 sekunder. Ingen attakker i to år før studiet og ingen brug af fampridine.

I alt 642 patienter blev randomiseret 1:1 til enten placebo eller MD1003 og den dobbeltblindede periode varede i mindst 15 måneder, men kunne forlænges til alle 27 måneder. Primært endemål var andelen af patienter med forbedret EDSS efter 12 måneder og bekræftet ved 15 måneder eller mindst 20 procent forbedret TW25-resultat efter 12 måneder og bekræftet ved 15 måneder.

Gennemsnitligt gennemførte deltagerne 20 måneder af studiet dobbeltblindet.  

Det primære mål blev ikke nået, og ved måned 15 var der ikke forskel på forbedringer af EDSS og TW25 mellem MD1003 og placebo-gruppen.  (MD1003: 12 procent, placebo 9,2 procent (OR=1.35))

Studiets sekundære endemål var tid til 12 ugers bekræftet EDSS-forværring, overordnet klinisk tilstand og ændring fra baseline i TW25, og heller ikke her var der nogen forskel mellem de placebo- og biotin-gruppen (HR=0.97).

Ud af en række eksploratoriske endemål var der heller ingen resultater.