Effekten af sygdomsmodificerende behandling mod primær eller sekundær progressiv multipel sklerose (PPMS og SPMS) er størst hos patienter med et mere aktivt sygdomsbillede.

Det viser en metaanalyse, som er foretaget af forskere ved universitetet i Genova og netop publiceret i Multiple Sclerosis Journal . Forskerne konkluderer på baggrund af litteraturgennemgangen, at der er behov for medicin, som retter sig mod andre og mere specifikke patologiske processer end inflammation.

Metaanalysen omfatter 12 publicerede studier med i alt 8.659 patienter med progressiv MS. Alle de inkluderede studier var randomiserede, dobbeltblindede og placebokontrollerede. Analyserne viste, at behandlingseffekten var relativt god hos patienter med aktiv sygdom (HR=0,67; 95% CI: 0,58-0,79). Hos patienter, hvor sygdommen ikke var aktiv, var behandlingseffekten mindre (HR=0,90; 95% CI: 0,79-1,02). Behandlingseffekten på de to patientgrupper var signifikant forskellig (p=0,005).

Et fransk studie viste sidste år, at mindre end hver fjerde patient oplevede et tilbagefald indenfor de første fem år efter at have fået konstatereret SPMS. Herefter faldt hyppigheden af tilbagefald yderligere, og mere end syv år efter progressionens start forekom aktiv inflammation hos mindre end seks procent af patienterne hvert år.

Den relativt sjældne forekomst af aktiv inflammation og det forhold, at behandlingseffekten er størst hos patienter med aktiv inflammation, understreger behovet for medicin mod progressiv MS, som retter sig mod andre patologiske processer.