ECTRIMS: Omfattende analyser af MS-patienters personlige indtjening og omkostningerne til deres sundhedsydelser over en 18-årig periode viser, at særligt primær progressiv MS er forbundet med store socioøkonomiske omkostninger.

Omkostningerne ved sekundær progressiv MS stikker ikke i lige så høj grad af i forhold til attakvis MS, men også her er byrden øget, fortæller overlæge Morten Blinkenberg, som har stået i spidsen for studiet, som onsdag blev præsenteret (Abstract P455) på ECTRIMS i Stockholm.

Progressiv MS er forbundet med langt højere udgifter til både sundhedsydelser og pleje i hjemmet, end attakvis MS. Forskere fra Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet har sammen med professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg, VIVE, foretaget en grundig beregning af de årlige sundhedsudgifter, overførselsindkomster og indtjening for 9.563 patienter i Det Danske Scleroseregister, og regnestykket viser, at progressiv MS udgør en langt større socioøkonomisk byrde per patient, end attakvis MS.

Hos patienter med attakvis MS er udgifter til medicin den største omkostning, mens den største udgift til patienter med både PPMS og SPMS er hjemmepleje. Udgiften til pleje i hjemmet er omtrent den samme for de to former for progressiv MS, og det er især, når man ser på tabt indtjening, at de to grupper adskiller sig med primær progressiv MS som den sygdom, der koster patienterne mest.

”Omkostningerne ved primær progressiv MS er næsten fordoblet i forhold til attakvis sclerose. Ser man på de sociale omkostninger hen over årene, kan man se, at de stabiliseres i årene efter diagnosen er stillet hos patienter med attakvis MS, hvor de bare stiger og stiger for de progressive forløbsformer,” siger Morten Blinkenberg, som har stået i spidsen for undersøgelsen.

Resultatet er ikke overraskende, men brugbart, fortæller han.

”Det er det indtryk, vi altid har haft, men en ting er at have en formodning, noget andet er at præsentere hard core data, som viser det. Man kan sige, at det også bliver illustreret af vores manglende mulighed for at behandle den patientgruppe, men ved at dokumentere situationen kan vi måske skabe en motivation for rent forskningspolitisk at sige, at det er her, vi er nødt til at lægge en stor indsats,” siger Morten Blinkenberg.

Undersøgelsen viser også en betydelig forskel i patienternes mulighed for at opretholde en stabil indkomst over tid. Mens patienter med attakvis MS klarer sig godt på dette punkt, daler muligheden for de progressive patienter med tiden.

En væsentlig grund til, at patienter med de progressive MS-former er forbundet med større økonomiske omkostninger både for patienterne og for samfundet er, at er meget få muligheder for behandling. Men selv om der indtil videre kun er et enkelt godkendt middel til behandling af SPMS, så kan det gøre en forskel, hvis patienter med progressiv MS får bedre mulighed for at blive tilset af en neurolog, end det hidtil har være muligt.

”Hvis vi for eksempel tilbyder kontrol af denne gruppe lidt bredere, end vi gør i dag, kan det måske være med til at lægge en lod på vægtskålen. Hvis patienterne kan komme lidt tidligere ind i forløbet, kan det godt være, at der kan være en gevinst i det, og i det hele taget, hvis vi i højere grad får de progressive patienter ind i klinikken, giver det os en mulighed for at vurdere, om der skal flere i behandling. Det kan godt være, at der er nogle, der går rundt og lever et stille liv med en progredierende sygdom, hvor vi dybest set godt kunne gøre noget. At man får karakteriseret den patientgruppe rigtig godt, og får allokeret behandling hen til de patienter, der kan have gavn af den.