ACTRIMS: Proteinet Adenosine2a Receptor (A2aR) kan blive et fremtidigt mål for behandling af progression hos MS-patienter, konkluderer forskere, efter at de i et nyt studie har forbundet A2aR med kronisk glia-aktivering.

Resultaterne blev præsenteret ved ACTRIMS Forum 2021.

A2aR udtrykkes af astrocytter i randen af kronisk aktive læsioner i hjernens hvide substans. De A2aR-positive astrocytter er pan-aktiverede, interagerer tæt med lymfocytter og myeloidceller og udviser et højt niveau af oxidativ skade. Det viser et studie foretaget i et samarbejde mellem amerikanske og finske forskere, og forskerne konkluderer på den baggrund, at A2aR-udtryk er forbundet med kronisk glia-aktivering, som er et kendetegn ved progressiv MS. Observationerne er i overensstemmelse med det høje niveau af A2aR, man finder hos SPMS-patienter, og A2aR kan derfor være et muligt mål for terapeutisk behandling af progression ved MS, mener forskerne fra Yale University, New Haven, og Turku University Hospital, Turku, som præsenterede deres studie ved sessionen Cutting Edge Developments i forbindelse med den virtuelle kongres ACTRIMS Forum 2021.

Forekomsten af A2aR i kanten af læsioner hos MS-patienter er tidligere blevet påvist, men hidtil har proteinets rolle været ukendt. Forskernes hensigt med dette studie var derfor at undersøge årsag og virkning af A2aR-udtrykket i MS-væv.

Til det formål anvendte de stærkt multiplekseret iterativ immunoflourescence-billeddannelse (4i) til samtidigt at mærke MS-vævsprøver fra i alt 15 læsioner hos ni MS-patienter med et panel af 22 antistoffer mod A2aR, cellemarkører og markører for aktivering af astrocyt- og myeloidceller. 

Forskerne analyserede fænotyper for astrocyt- og myeloidceller samt deres placering og fordeling i læsionsvævet og deres interaktion med andre celletyper og subpopulationer. 

Ved brug af menneskeinducerede pluripotente stamcelle-astrocytter undersøgte forskerne desuden “nedstrømseffekten” af A2aR-signalerne.

Undersøgelserne viste, at A2aR blev udtrykt af hypertroposte astrocytter i kanten af kronisk aktive læsioner i den hvide substans, og at udtrykket strakte sig ind i den normalt udseende hvide substans (NAWM).

På baggrund af single cell-analyser af læsionsvævet identificerede forskerne to klynger af A2aR-astrocytter, som var karakteriseret ved udtryk af aktiveringsmarkører og lipid peroxidation. 

Forskerne demonstrerede desuden et lineart transitionskontinuum fra homeostatisk til mildt aktiveret og højt A2aR-positiv-aktiveret tilstand i astrocytfænotyper, hvor kun de A2aR-positive astrocytter udviste interaktion med lymfocytter og myeloidceller. 

Endelig viste undersøgelserne også, at astrocytudtrykkel i randen af MS-læsioner korrelerer med høje niveauer af oxuderede lipider og at A2aR-signaler øgede astrocytternes sårbarhed over for oxidativ stress.