ECTRIMS: Fedme anerkendes i stigende grad som værende en risikofaktor for at udvikle MS. Mens de underliggende mekanismer forbliver uafklarede, er nedsat D-vitamin og ændrede niveauer af de immun-modulatoriske cytokiner adiponectin og leptin blevet antydet som mulige årsager.

I et studie (Abstrakt FC04.05), præsenteret på dette års virtuelle ECTRIMS-kongres, har forskere set nærmere på disse mekanismer. Studiet viser dog, at kun en mindre del af den øgede risiko for at udvikle MS, forårsaget af fedme, skyldes lave D-vitamin-niveauer, mens leptin og adiponectin slet ikke havde nogen målbar effekt. Resultaterne peger i retning af, at et tilskud af D-vitamin kun i beskedent omfang vil kunne vende effekten af ​​fedme på udviklingen af MS.

Studiet, som omfattede flere end 800.000 patienter var baseret på uafhængige, genetiske skøn for body mass index (BMI), 25-hydroxyvitamin D (25OHD), adiponectin og leptinniveauer opnået fra store genom-foreningsundersøgelser og UK Biobank. Effekten på MS blev målt ved hjælp af sammenfattende genetiske data om 14.802 MS-tilfælde og 26.703 kontroller fra International MS Genetics Consortium (IMSGC). For at undgå bias fra befolkningsstratificering var alle deltagere af europæisk herkomst. Forskerne estimerede risikoen for at udvikle MS for hver af eksponeringerne og for ​​effekten af ​​BMI forklaret med potentielle mediatorer, der er signifikant forbundet med MS ved hjælp af metoden produkt af koefficienter i en to-trins MR-ramme.

Hver stigning i standardafvigelse (SD) i BMI var forbundet med en 40 procent stigning i risiko for MS (ni procent CI 1,16 til 1,67, P = 3,1x10-4). Tilsvarende reducerede en SD-stigning i standardiserede logtransformerede 25OHD-niveauer oddsen for MS med 28 procent (95 procent CI 0,60-0,87, P = 6,2x10-4). I modsætning hertil observerede forskerne ingen bemærkelsesværdig effekt af adiponectin (OR = 1,05, 95 procent CI 0,74-1,49, P = 0,78) eller leptin (OR = 1,18, 95 procent CI 0,59-2,36, P = 0,64) i forhold til risiko for MS. I MR-analyse estimerede forskerne, at reduktionen i 25OHD-niveauer kun forklarer 5,4 procent af effekten af ​​øget BMI på risikoen for MS (95 procent CI 0,4 procent til 30,5 procent). Følsomhedsanalyser viste, at disse skøn var robuste over for potentiel bias fra pleiotropi.