
Finanslovsforhandlinger: Sclerosehospitalerne fortsat på midlertidig bevilling
Trods et magert udspil på sundhedsområdet, lægger regeringen i sit finanslovsforslag op til, at sclerosehospitalernes merbevilling forlænges frem til 2026.
Hospitalernes faste statslige bevilling på 77,7 millioner kroner er i en række år blevet suppleret med tidsbegrænsede merbevillinger for, at aktiviteten kan følge med det stigende antal sclerosepatienter. Senest er der givet en ekstra bevilling på 11,3 millioner kroner til anvendelse i 2021 og 2022, som udløber med udgangen af i 2022, men regeringen har i det forslag, der lige nu forhandles om, inkluderet Sclerosehospitalerne i en pulje til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet i perioden 2023-2026.
Puljen er en af de såkaldte tværgående reserver med tidsbegrænsede midler, og der er lagt op til, at i alt 0.9 milliarder kroner skal fordeles på indsatser inden for tidlig opsporing af børn og unge med psykiske lidelser og kvaliteten i socialpsykiatrien, styrkede indsatser for unge i efterværn og mod vold i nære relationer, og derudover Sclerosehospitalerne, Sorglinjen samt vigtige tilbud til parkinsonpatienter og patienter med sjældne sygdomme.
Ikke en opgave, der forsvinder
Formand for Sclerosehospitalernes bestyrelse og direktør i Scleroseforeningen Klaus Høm glæder sig over, at regeringen med finanslovsudspillet har lagt op til at bekræfte den aftale, som et bredt flertal i Folketinget i maj indgik om at sikre sclerosehospitalerne i 2023 i forbindelse med aftalen om sundhedsreformen.
“Det er rigtig glædeligt, at Sclerosehospitalerne er en af regeringens prioriteringer. Vi havde selvfølgelig håbet på en mere permanent bevilling, for der skal findes en permanent løsning, men når det er sagt, så er det glædeligt, at parterne bag sundhedsaftalen i foråret har anerkendt, at der skal findes en permanent løsning. Det er jo ikke en opgave, der forsvinder. Det er en driftsopgave, og begge sider af Folketingssalen har erkendt, at det er et permanent problem, som skal løses,” siger Klaus Høm.
I sundhedsreformen blev der aftalt, at sclerosehospitalernes rammebevilling skal opskrives med 12 millioner kroner om året, og det er ifølge Klaus Høm det niveau, der skal til for at holde hospitalernes ventelister i bero.
“Med det beløb, kan vi håndtere tilstrømningen af patienter,” siger Klaus Høm.
Han håber samtidig, at politikerne ikke glemmer at finde en langsigtet løsning, for de tidsbegrænsede bevillinger betyder for eksempel, at Sclerosehospitalerne har svært ved at tilbyde medarbejdere faste stillinger, og det gør det svært for ledelsen at langtidsplanlægge, fortæller han.
“Sclerosehospitalerne har behov for stabilitet. SSA-midlerne er jo egentlig bare satspuljen på en ny måde, og det er ikke den rigtige løsning for områder som sclerosehospitalerne, hvor der er et vedvarende behov for driftsudgifter, at lægge dem over til årlige forhandlinger. Der skal findes en mere permanent løsning,” siger Klaus Høm.
- Oprettet den .






