Et nyt studie viser, at Ocrevus er dobbelt så effektiv mod attakker som rituximab. Resultatet overrasker forskerne selv, som formoder, at der er skjult bias i studiet.

Det nye noninferiority-studie, hvor danske og internationale forskere sammenligner effekten af de to anti-CD20 antistofbehandlinger Ocrevus (ocrelizumab) og rituximab, har overrasket forskergruppen bag studiet. 

Resultatet skal dog tages med et gran salt, vurderer forskerne selv. 

Undersøgelsen, der netop er publiceret i tidsskriftet JAMA Neurology, er baseret på data fra Det Danske Scleroseregister og det internationale register MSBase, og den viser, at Ocrevus (ocrelizumab) i en kohorte på i alt 1.613 patienter med attakvis MS har dobbelt så god effekt på attakker som rituximab. Et resultat, der hvis det får lov at stå alene, kan skrinlægge hidtidige spekulationer i, om de to behandlinger dybest set er det samme præparat. 

Forventer resultaterne afkræftet

Det kommer dog næppe til at ske. For efter at den umiddelbare overraskelse har lagt sig, forventer forskerne, at resultater fra det igangværende danske randomiserede og blindede DanNORMS-studie om tre-fire år vil afkræfte fundet i registerstudiet. 

“Den absolutte forskel i årlig attakhyppighed er på fem procent i vores undersøgelse, men kurverne over, hvor mange der får attakker, viser, at 40 procent af de rituximab-behandlede patienter skulle have fået attakker i løbet af de første to år, og det er en vanvittig høj rate, der simpelthen ikke stemmer overens med, hvad man ser i den almindelige kliniske dagligdag eller i andre studier med anti-CD20-antistoffer,” fortæller professor ved Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet, Finn Sellebjerg, der er en af forskerne bag den nye undersøgelse.

Han hælder til, at forskellen kan forklares af faktorer, man ikke har kunnet identificere og justere for i studiet.

“Det vil overraske mig, hvis det ikke skyldes en form for residual confounding, og resultatet er et godt argument for at vi laver de randomiserede studier, for ellers kommer dette til at stå uimodsagt,” siger Finn Sellebjerg. 

Konkret viser registerstudiet, at den kumulative risiko for attakker var fordoblet blandt patienter, der blev behandlet med rituximab i forhold til patienter, der fik Ocrevus (HR 2.1; 95 procent CI, 1.5-3.0). 

Den årlige attakrate var i løbet af en gennemsnitlig opfølgningstid på 1,4 år således højere i rituximabgruppen sammenlignet med Ocrevus-gruppen (rate ratio, 1.8; 95 procent CI, 1.4-2.4; ARR, 0.20 vs 0.09; P < .001).

Forskelle i patientgrupperne

"Studiet inkluderer patienter, hvor der findes opfølgningsdata fra efter 2015 for mindst seks måneders behandling med et af de to præparater samt tilstrækkelige data til at beregne en propensity score. 

På baggrund af studiet har forskerne måttet konkludere, at rituximab ikke er noninferiør i forhold til Ocrevus, Finn Sellebjerg formoder, at der er forskelle i patientgrupperne, som ikke nødvendigvis fremgår af data i registrene. 

Omkring 44 procent af patienterne i studiet er danske, og de fleste af dem er behandlet ved Rigshospitalet, og her er Finn Sellebjergs erfaring, at det ikke har været vilkårligt, om man har givet patienten Ocrevus eller rituximab. 

“Vi ved fra vores egne patienter, at på det tidspunkt, hvor vi fik adgang til Ocrevus, var det ikke ligegyldigt, om man behandlede med det ene eller det andet. Man behandlede de nemme patienter med Ocrevus og dem, hvor der var et eller andet særligt, behandlede vi med rituximab. Det vil sige, at der er en forskel i patientbasen, som man ikke kan se, når man ser på alder, sygdomsvarighed, tidligere behandling og de andre parametre, vi har målt på. Der har været særlige omstændigheder, hvis vi har brugt rituximab, og jeg tror, at det er det, der slår igennem som den forskel, vi ser, uden at vi kan sige præcis, hvad forskellen er,” siger han.

Langsommere udvikling af handicap

Finn Sellebjergs formodning understøttes af, at man i Sverige har et helt andet behandlingsmønster end i Danmark, og slet ikke behandler med Ocrevus, men bruger rituximab i stedet og har gjort det i årevis med glimrende behandlingsresultater. Eksempelvis er det kun få år siden at er stort sammenlignende studie viste, at svenske MS-patienter udvikler handicap langsommere end danske. 

"Den attakhyppighed, man ser i dette registerstudie, er jo meget højere, end man for eksempel ser i de svenske studier med rituximab. Og vores fingerspidsfornemmelse ud fra, hvad vi har set indtil videre i DanNORMs-studiet er ikke, at man har mange attakker på rituximab. Så det viser jo virkelig rationalet for at lave rigtige randomiserede studier, og så må vi se, hvad det viser," siger Finn Sellebjerg. 

I DanNORMS-studiet, som blev påbegyndt i april 2021, undersøger forskere ved Dansk Multipel Sclerose Center, om behandling af aktiv multipel sclerose (MS) med lægemidlet Ruxience (rituximab) som er godkendt til behandling af en række forskellige sygdomme, men ikke MS, har en sammenlignelig effekt og sikkerhed, som behandling med Ocrevus. I forbindelse med studiet indsamles desuden prøver og oplysninger, der kan bidrage med viden om, hvilke patienter, der kan forvente særlig god effekt, eller er i særlig risiko for at udvikle bivirkninger til behandling med Ruxience og Ocrevus.

Der er tale om et randomiseret og blindet studie, hvor to tredjedele af deltagerne vil få rituximab og en tredjedel vil få Ocrevus. Patienterne behandles først i to år og kan derefter forlænge deres deltagelse i yderligere tre år.

Hovedstudiet forventes afsluttet i april 2025 og forlængelsen i 2028.