EAN: Behandling af højaktiv attakvis MS med Mavenclad (cladribin) forløber lige så problemfrit i den virkelige verden som i de kliniske studier, tyder foreløbige real-world-data fra Oslo Universitetshospital på.

Hospitalets neurologiske afdelingen har behandlet 110 højaktive patienter med Mavenclad siden maj 2018, og professor Elisabeth Celius rapporterede de foreløbige data fra de første 90 patienter ved EAN’s årskongres i Oslo.

Patienterne har indtil nu ikke oplevet alvorlige bivirkninger, men der er rapporteret om 16 tilfælde af almindelige bivirkninger. Blandt andet har fem patienter fået udslæt mens behandlingen stod på, tre patienter fik herpes, en enkelt fik infektion i blæren, og derudover har otte oplevet kvalme, hovedpine, træthed eller svimmelhed i forbindelse med behandlingen.

Fire patienter har fået attakker inden for tre måneder efter den første dosis. Alle fire var patienter med højaktiv sygdom og to af dem havde skiftet til Mavenclad fra fingolimod og den sidste fra et andet sygdomsmodificerende lægemiddel. De fire blev behandlet med intravenøs methylprednisolon (1g) i tre dage og er nu i remission.

Patienternes lymfocyttal lå to måneder efter behandlingsstart mellem 300 og 800 for størstepartens vedkommende, men ved en enkelt patient var lymfocyttallet 200.

”Ingen patienter har haft lymfopeni i fjerde grad, så erfaringerne fra Oslo er i overensstemmelse med resultaterne i de kliniske studier,” siger Elisabeth Celius.

Ud af de 90 patienter, hun rapporterede fra, var 67 skiftet fra anden behandling, mens 23 ikke havde været i sygdomsmodificerende behandling, før de startede med Mavenclad. 71 procent af patienterne er kvinder, og aldersmæssigt er spredningen fra 18 til 64 år.

Der er også stor forskel på, hvor lang tid, der er gået fra patienterne har fået deres diagnose og til de er startet med Mavenclad. 15 patienter er startet umiddelbart efter, at de har fået diagnosen, mens seks patienter har haft diagnosen i 20 år.

”Nogle patienter har været i behandling med mange forskellige lægemidler.

Så på grund inerti i behandlingen og fordi vi især tidligere startede med de mindre effektive lægemidler, har vi et ret stort antal patienter, der har skiftet behandling en del gange, men det vil forhåbentlig ændre sig over de kommende år,” siger Elisabeth Celius.

Patienter, der kom fra anden behandling, var skiftet på grund af manglende behandlingseffekt eller på grund af bivirkninger og enkelte havde også skiftet behandling på grund af et ønske om graviditet.

En enkelt patient havde været gennem fem forskellige behandlinger, men de fleste havde prøvet en eller to. De tidligere behandlinger var glatirameracetat, interferon, teriflunomid, dimethyl fumerat, fingolimod og natalizumab.

Endelig var patienternes EDSS-score ved behandlingsstart mellem 0 og 6,5, de fleste med en EDSS på under 3.