Kesimpta (ofatumumab) var forbundet med høj sygdomskontrol og overvejende milde bivirkninger hos patienter med attakvise former for multipel sclerose (MS). Patienter med mindre funktionsnedsættelse ved behandlingsstart havde størst sandsynlighed for at bevare sygdomskontrollen.

Et stigende antal studier understøtter brugen af højeffektive behandlinger tidligt i MS-forløbet, fordi strategien kan begrænse sygdomsaktivitet og ophobning af funktionsnedsættelse. I flere lande anvendes dog fortsat en eskaleringsstrategi, hvor højeffektive behandlinger først tages i brug, når behandlinger med lavere eller moderat effekt ikke har givet tilstrækkelig sygdomskontrol.

I et nyt italiensk real-world studie, som er publiceret i Therapeutic Advances in Neurological Disorders, undersøgte forskerne effekt og sikkerhed ved ofatumumab i klinisk praksis. De undersøgte desuden, hvilke patientkarakteristika der var forbundet med manglende sygdomskontrol.

I alt 89 voksne med attakvise former for MS begyndte behandling med ofatumumab mellem januar og november 2022. Patienterne havde i gennemsnit haft MS i 9,4 år og blev fulgt i gennemsnitligt tre år efter behandlingsstart.

Forskerne vurderede sygdomskontrollen med det sammensatte mål NEDA-3 (no evidence of disease activity). Patienterne opfyldte NEDA-3, hvis de ikke havde attakker, nye eller forstørrede læsioner eller kontrastopladende læsioner på MR og heller ikke havde bekræftet progression af funktionsnedsættelsen.

Lavere EDSS var forbundet med bedre resultat

I alt 81 af de 89 patienter (91 procent) opretholdt NEDA-3 under opfølgningen. Syv patienter (7,9 procent) havde progression uafhængigt af attakker og MR-aktivitet, mens én patient (1,1 procent) havde et attak ledsaget af nye T2-læsioner.

Patienterne, der ikke opretholdt NEDA-3, var i gennemsnit ældre end patienterne med fortsat sygdomskontrol (47,7 mod 39,3 år). De havde desuden en højere score på Expanded Disability Status Scale (EDSS) ved behandlingsstart.

I den justerede analyse var EDSS ved behandlingsstart den eneste faktor, som var selvstændigt forbundet med tab af NEDA-3. Resultaterne peger dermed på, at patienter med mindre funktionsnedsættelse ved behandlingsstart har større sandsynlighed for at bevare sygdomskontrollen. Studiet kan dog ikke dokumentere, at tidlig behandling er årsagen til det bedre resultat.

Behandlingsnaive patienter og patienter, der tidligere havde modtaget anden sygdomsmodificerende behandling, havde sammenlignelige NEDA-3-rater.

Blandt 54 patienter med gentagne kognitive undersøgelser opfyldte 37 (68,5 procent) forskernes definition af NEDA-4, som omfattede NEDA-3 kombineret med fravær af kognitiv forværring.

De fleste bivirkninger var milde og forbigående. Den hyppigste bivirkning var feber efter den første eller anden injektion. To patienter stoppede behandlingen på grund af bivirkninger. Yderligere to stoppede på grund af progression uafhængigt af attakker, mens én stoppede efter udvikling af nye MR-læsioner.

Forskerne vurderer, at resultaterne understøtter tidlig behandling med CD20-antistoffer. De fremhæver samtidig det lille antal patienter, de få sygdomshændelser og manglen på en kontrolgruppe som væsentlige begrænsninger.