Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser
| | | | |
 

Kesimptas manglende effekt på handikapudvikling vækker undren

Den højeffektive anti-CD20 antistofbehandling Kesimpta, med den favorable bivirkningsprofil, har ikke demonstreret overbevisende effekt på MS-patienters udvikling af handikap.

Forskere verden over spørger nu sig selv og hinanden, om behandlingen er mindre effektiv end Ocrevus, om førstelinjebehandlingen Aubagio beskytter hjernen bedre, eller om der er tale om et tilfælde.

Kesimpta (ofatumumab) har i fase III-studierne ASCLEPIOS I og II vist fremragende effekt på attakker og T1- og T2-læsioner sammenlignet med førstelinjebehandlingen Aubagio (teriflunomid), men af grunde, som studierne ikke giver svar på, er der ikke væsentlig forskel på de to behandlingers effekt på udviklingen af handikap (Se artiklen i NEJM). Det overraskende resultat fra den ellers højeffektive behandling har givet anledning til livlig diskussion blandt forskere verden over, fortæller professor ved Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet, Finn Sellebjerg. Ifølge ham er det store spørgsmål, om Kesimpta er en mindre effektiv anti-CD20 antistofbehandling end Ocrevus, der i OPERA-studierne viste markant bedre effekt i sammenligning med interferon, eller om der er andre forklaringer på resultatet. 

“I  virkeligheden er der tre muligheder. Den ene er, at teriflunomid er mere effektiv end de andre førstelinjebehandlinger, og derfor sværere at slå i en direkte sammenligning. Den anden mulighed er, at der er forskel på Ocrevus og Ofatumumab, og endelig er den tredje mulighed er, at det er et doseringsspørgsmål, og at doseringen i ASCLEPIOS-studierne  simpelhen har været for lav til at forhindre handikapudvikling. Hvilken af tingene, der er tilfældet, kan man ikke svare på,” siger Finn Sellebjerg.

I OPERA-studierne fik patienter med attakvis MS en dosis på 600 mg ocrelizumab hvert halve år (Se artiklen i NEJM), og i ASCLEPIOS-studierne har deltagerne fået 20 mg hver fjerde uge. På et halv år bliver det til 120 mg. Så altså i volumen en væsentligt mindre dosis, men om det er svaret, kan ikke afgøres ud fra disse studier. 

“Det er tankevækkende, at der ikke er en rigtig overbevisende effekt på handikapudviklingen af ofatumumab, mens der er det af ocrelizumab, for det burde der være af en så højeffektiv behandling,” siger Finn Sellebjerg. 

Finn Sellebjerg hæfter sig ved Kesimptas gode effekt på attakker og inflammation, hvor eksempelvis den årlige attak-rate ved Aubagio var dobbelt så høj som ved Kesimpta (0.22 mod 0.11, forskel -0.11; 95 procent konfidensinterval, -0.16--0.06; P<0.001), og noterer sig samtidig, at handikapudvikling kan være et svært mål, at have med at gøre.

“Attakker og inflammation er meget vigtige behandlingsmål, og ser man på, hvordan handikapudvikling opfører sig i forskellige studier, så er der en slående forskel fra studie til studie. Den samme behandling kan i ret ensartede studier give meget forskellige effekter på handikapudvikling, så det er et svært mål at arbejde med. Kesimpta viser også effekt på neurofilamentniveauet og på MR-scanninger, så alt i alt har det en meget overbevisende effekt på inflammationen, og derfor ville man også forvente, at det har en effekt på vedvarende forværringer,” siger han.

En fjerde mulighed er, at det svage resultat på handikapudvikling er et rent tilfælde. 

“Det sker jo også i Trials. Vi kan ikke konkludere noget endnu, for det er umuligt at afgøre, hvilken indvending, der er den mest korrekte. Man kan bare sige, at det rejser spørgsmålet, om der er en eller flere af de her ting, der gør sig gældende, eller om det bare er et usandsynligt tilfælde at man ser den diskrepans. Det er, som det så tit er, når der kommer nye behandlinger: De rejser en masse interessante spørgsmål,” siger Finn Sellebjerg.

Anbefal denne artikel

Debat på Sundhedstinget