EAN: 33 eksperter fra 19 forskellige lande med Danmark i spidsen står bag nye fælles retningslinjer for anvendelsen af Mavenclad (cladribin) i klinikken.

Det nye dokument, der er blevet fremlagt på den virtuelle udgave af det årlige European Academy of Neurology (EAN) omtaler ifølge scleroseprofessor på Rigshospitalet, Per Soelberg Sørensen, hvordan man som kliniker skal forholde sig i forskellige situationer under behandlingen: 

”Hvis der for eksempel kommer sygdomsaktivitet på forskellige tidspunkter og så videre, som man ikke kan se i SPO'en. Det svarer jo ikke på alt, men de ting, det svarer på, må kunne hjælpe nogen, som ikke har så stor erfaring med præparatet til at forholde sig i en række situationer, som man kommer ud for i den daglige klinik,” siger Per Soelberg Sørensen. 

Mavenclad er et nyere præparat, som blev godkendt af EMA i 2017, og som bruges til at behandle voksne med tilbagevendende former for multipel sclerose, hvor sygdommen er meget aktiv. Det orale præparat indeholder det aktive stof cladribin, som medfører lymfocyters død og således bremser udviklingen af MS.

Om baggrunden for udarbejdelsen af de nye vejledninger skriver forskerne:

”Sygdomsmodificerende midler, såsom cladribintabletter, ændrer behandlingen af ​​patienter med aktiv recidiverende multipel sklerose (MS). I EU har produktetiketter imidlertid en tendens til ikke at give specifik eller detaljeret information til brug i det virkelige liv, hvilket betyder, at læger kan have mange ubesvarede praktiske spørgsmål. Derfor er formålet med dette konsensusbaserede program at give læger praktisk vejledning til brug af cladribintabletter i klinisk praksis baseret på ekspertanbefalinger.” 

At vejledningerne er konsensusbaserede, betyder i denne forbindelse ifølge abstractet, at en styregruppe med ni internationale MS eksperter støttet af et internationalt board bestående af 33 neurologer, der alle arbejder med MS patienter, sammen har identificeret og besvaret en række kliniske spørgsmål. Styregruppen formulerede herefter de ifølge abstractet i alt 47 kliniske retningslinjer, som nu er samlet indenfor seks forskellige emner om hvilke det gjaldt, at der skulle opnås konsensus. Per Soelberg Sørensen, der var leder af styregruppen forklarer:

”Vi har svaret på 27 spørgsmål. Der var først en styregruppe, og derefter det udvidede board, som har stemt om alle disse spørgsmål, og så har man set på, om der var konsensus. Konsensus blev defineret ved at mindst 75 procent var enige. Man kan sige, at alle stillede spørgsmål, var nogle, hvor man fra styregruppens side mente, at man kunne skaffe konsensus. Og det blev der også i alle undtagen et spørgsmål.” 

Retningslinjernes overordnede emner er ifølge abstractet, definering af høj sygdomsaktivitet, mønstre for behandlingsrespons hos patienter i behandling med cladribin tabletter, infektionsrisiko og immunfunktion hos patienter i behandling med cladribin, graviditetsplanlægning og graviditetsrisici hos patienter i behandling med cladribin samt endelig det emne om hvilket der ikke blev opnået konsensus, nemlig håndtering af patienter med evidens for sygdomsaktivitet samtidigt med at disse er under behandling med cladribin.