EAN: I en analyse af resultater fra de samlede patientkohorter fra ASCLEPIOS I og II, har en gruppe højt profilerede MS-forskere undersøgt effekten af det anti-CD20 monoklonale antistof Arzerra (ofatumumab) på progression uafhængig af attakker (PIRA) i forhold til teriflunimid.

Studiet viser en signifikant bedre effekt ved ofatumumab og desuden at 82-95 procent af den fysiske forværring hos RMS-patienterne sker uafhængigt af attakker. Resultatet udfordrer den nuværende opfattelse af attakvis MS, sagde professor Ludwig Kappos i sin videopræsentation af studiet, som søndag vistes i forbindelse med den virtuelle kongres EAN 2020.

Ofatumumab er det første fuldt ud humane anti-CD20 monoklonale antistof, og det kan gives subkutant en gang om måneden med 20 mg doser. I fase III studierne ASCLEPIOS I og II har behandlingen vist en bedre effekt på attakker og disability end teriflunomid. 

Blandt andet reducerede behandlingen risikoen for tre måneders bekræftet sygdomsforværring med 34 procent og seks måneders CDW blev reduceret med 32 procent.

I den nye analyse har forskerne vurderet effekten af ofatumumab i forhold til teriflunomid på bekræftet sygdomsprogression uafhængigt af attakker (PIRA).

For at gøre det, blev ASCLEPIOS-populationerne delt op i tre undergrupper: Patienter, der ikke oplevede et attak i løbet af studiet, men var i risiko for progression, patienter, der var i risiko for PIRA uden bekræftet attak forud for PIRA og endelig patienter, der ved baseline var klassificeret som SPMS-patienter og ikke oplevede bekræftede attakker i løbet af studiet. 

Demografien i de to grupper med RMS-patienter var meget ens. Patienter i SPMS-gruppen var forventeligt lidt ældre og havde en længe sygdomshistorie med MS, og en højere EDSS-score med en score på 5.0 som median og derudover en del gadolinumlæsioner. 

Demografien i de to ofatumumab- og teriflunomidgrupperne var ligeledes sammenlignelige.

Populationen repræsenterer desuden et bredt spektrum af EDSS-scorer med patienter, som befinder sig tidligt i deres sygdomsforløb og har lav EDSS, og andre, som er mere progredierede og har EDSS-scorer op til 5.

I dette studie var PIRA, den hyppigste årsag til tre måneders bekræftet forværring med 86,7 procent i teriflunomidgruppen og 85,4 procent i ofatumumab-gruppen. I forhold til seks-måneders bekræftet progression var raten 82,4 procent i teriflunomidgruppen og 95,5 procent i ofatumumab-gruppen, hvilket vil sige, at den fysiske forværring overvejende skyldtes forværring uafhængigt af attakker.

Med hensyn til ofatumumabs effekt på tiden til første tremåneders PIRA-hændelse, så reducerede behandlingen risikoen med 41,3 procent i gruppen af RMS-patienter uden bekræftede attakker under studiet. 

I gruppen af patienter uden bekræftede attakker forud for PIRA reducerede ofatumumab risikoen med 48,4 procent, og i SPMS-gruppen var reduktionen 68,8 procent. 

En signifikant reduktion i alle grupper i forhold til teriflunomid-grupperne(P=0.004, 0.001 og 0.024).  

Næsten det samme er tilfældet i forhold til effekten på seks måneders bekræftede PIRA-hændelser. Her reducerede ofatumumab risikoen med henholdsvis 36.8, 44.9 og 53,7 i de tre grupper, men her var resultatet ikke signifikant i gruppen af SPMS-patienter, hvor antallet var tilsvarende, men ikke nåede en signifikant p-værdi. 

Konklusionen er, at langt hovedparten af den bekræftede sygdomsforværring hos RMS-patienterne kom uafhængigt af attakker, og at ofatumumab hos et bredt spektrum af RMS-patienter reducerede risikoen for fysisk forværring uafhængigt af attakker i forhold til teriflonumid. 

“Resultatet udfordrer den gængse definition af attakvis MS,” siger Kappos i sin præsentation af studiet.

Professor ved dansk Multipel Sclerose center Finn Sellebjerg fandt efterårets resultater fra ASCLEPIOS-studierne overbevisende, selv om der stadig mangler data for langtidssikkerheden, men han er umiddelbart mere afventende i forhold til konklusionerne i den nye analyse. 

“Helt overordnet set er begrebet PIRA afhængigt af definitionen af attakker. Bruger man en meget snæver definition, vil mange attakker gå under radaren, og den forværring de medfører bliver ikke registreret. Det samme gælder forværring associeret med MR-aktivitet. Mig bekendt er der endnu ikke publiceret nogle reelle, peer-review’ede artikler om PIRA, så jeg har svært ved at vurdere validiteten af begrebet,” siger han.

Han sætter ikke spørgsmålstegn ved, at ofatumumab ligesom ocrelizumab og rituximab er en effektiv behandling af MS.

“Men der foreligger endnu ingen reelle publikationer om ASCLEPIOS, så vi må væbne os med tålmodighed lidt endnu,” siger han.