Rigshospitalet tester Tecfidera på primær progressive patienter
Rigshospitalet indleder et forsøg, der skal vise, om lægemidlet Tecfidera, som ellers anvendes til patienter med attakvis sclerose, kan have en gavnlig effekt på patienter med primær progressiv sclerose.
Eksperterne har en formodning om, at kombinationen af Tecfideras anti-inflamatoriske effekt og nervebeskyttende virkning også kan have effekt, når man skal stoppe progression hos progressive patienter, fortæller professor ved Rigshospitalet Finn Sellebjerg til Scleroseforeningen.
Formodningen skal nu afprøves i et fase 2 studie på Rigshospitalet, hvor forskerne dels vil undersøge effekten af Tecfidera i forhold til placebo og dels vil kortlægge sygdomsaktiviteten undervejs. Kortlægningen skal ske ved at se på ændringer i en lang række molekyler i rygmarvsvæsken, og professor Finn Sellebjerg har store forventninger til projektet.
”I særdeleshed tror vi, at indholdet af nervefilamenter i rygmarven er en god markør for, hvor meget nerveskade der sker, og hvor aktiv sygdommen er. Dermed vil ændringer i mængden af nervefilamenter også være et mål for, hvor godt, behandlingen virker,” siger han til Scleroseforeningen.
- Oprettet den .




