Medicinrådets nye behandlingsvejledning for attakvis multipel sclerose vil bringe Tysabri tilbage som førstevalg til andenlinjebehandling, og derudover har også de to nyeste MS-lægemidler Ocrevus (ocrelizumab) og Mavenclad (cladribin) fundet deres plads blandt andenlinjebehandlingerne.

Professor ved Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet Blegdamsvej, Per Soelberg Sørensen forstår imidlertid ikke, at vejledningen rangerer de to sidstnævnte lægemidler forskelligt.

I det hele taget mener han, at Medicinrådets rangering af lægemidler i behandlingsvejledningen og de medfølgende anvisninger om at benytte visse behandlinger til bestemte procentandele af patienterne er problematisk.

”Det er betænkeligt, når man går ind og laver disse begrænsninger i lægernes frihed til at vælge behandling, for det er ikke velbegrundet. Så skulle man hellere melde klart ud, at det handler om ren økonomi, og at man vil have det billigste præparat, men at sige, at man ligestiller eller gør forskel på præparaterne rent klinisk, det er meningsløst, for der er jo ikke lavet head to head-studier på noget af det,” siger Per Soelberg Sørensen. 

Han mener først og fremmest, at det må være neurologen, der sammen med patienten finder ud af, hvilken behandling, der passer til situationen, og Medicinrådets begrundelser for rangeringen af lægemidlerne kalder han pseudovidenskabelige.

”Der findes ikke direkte sammenligning af lægemidlerne, og når lægemidlerne placeres forskelligt i vejledningen, og det i de fleste tilfælde, fordi der er en stor forskel i prisen,” siger Per Soelberg Sørensen.

Hans kollega ved Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet Glostrup, Alex Heick er enig. Hver patient er en ny case, der sjældent passer ind i behandlingsvejledningens skemaer, mener han.

”Behandlingsvejledninger er selvfølgelig udmærkede, hvis folk er lidt usikre på, hvad de har med at gøre, og skal så vidt muligt følges. Men man skal vide, at mange af begrundelserne for at vælge et konkret lægemiddel frem for et andet, er økonomiske,” siger Alex Heick.

Begge læger anerkender, at der skal tages hensyn til prisen, når man vælger behandling, men i flere tilfælde er prisforskellene ubetydelige, mener de to.

”Det er vores pligt at foretage et økonomisk velfunderet behandlingsvalg, men når man kommer ud i, at der er 500 kroners forskel, som der for eksempel var i gamle dage var mellem to former for beta-interferon, så giver det ikke mening mere,” siger Alex Heick, som bakkes op af Per Soelberg Sørensen: 

”Hvis man har to præparater, hvor prisforskellen er mindre end fem procent, så virker det på mig helt vanvittigt, at man siger, at 75 eller 80 procent af patienterne skal have det ene frem for det andet. Der burde være en bagatelgrænse i forhold til den økonomiske prioritering af lægemidlerne, og jeg tror også, at man i højere grad kunne presse prisen hos medicinalvirksomhederne, hvis man havde det.”