Professor ved Dansk Multipel Sclerose Center Finn Sellebjerg

Patienter, som har fået Mavenclad (cladribin), er ikke afskåret fra at prøve andre præparater, hvis der kommer ny sygdomsaktivitet i årene efter behandlingen, mener professor ved Dansk Multipel Sclerose Center Finn Sellebjerg.

Mavenclad (cladribin) er den nye højeffektive behandling, der bringer lymfocyttallet helt i bund og har sygdomsmodulerende effekt i op til fire år. Langtidseffekten fremhæves af forskere og af producenten som en stor fordel ved behandlingen, men den vækker også bekymring hos nogle læger, fordi den betyder, at behandlingen ikke kan indstilles, når først den er givet. Bekymringen er, at patienten ikke kan behandles med andre lægemidler, før virkningsperioden er ovre, hvis sygdomsaktiviteten vender tilbage.

Men det kan man godt, mener professor ved Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet Finn Sellebjerg. Behandlingen skal vælges med omhu, men ifølge ham er det muligt at behandle med andre sygdomsmodulerende præparater inden for de fire år, hvor cladribin-behandlingen har dokumenteret effekt.

”Bekymringen er, at nogle af vores behandlinger har en effekt, som ikke umiddelbart kan nulstilles, men det betyder ikke, at vi står med patienter, som man ikke har nogen mulighed for at behandle. Når man har givet cladribin, har man reduceret antallet af hvide blodlegemer i et godt stykke tid. De kommer tilbage igen med lidt forskellig hastighed, og så længe total-tallet er reduceret, skal man tænke sig godt om, men der er muligheder,” siger Finn Sellebjerg.

Afgørende at følge værdierne

Det afgørende er at følge værdierne, fortæller han. Ved behandling med Mavenclad kan lymfocyttallet vende tilbage til det normale, og er det sket, kan man behandle med alle de sygdomsmodificerende præparater, som er egnet til patienten. Er lymfocyttallet kun lige nøjagtig normaliseret, skal man foretage supplerende undersøgelser for at sikre sig, at patienten nu også er tilbage. Og viser det sig, at lymfocyttallet alligevel stadig er nedsat, kan man behandle patienten med interferoner eller copaxone (glatirameracetat), som er præparater, der godt kan gives ved nedsat lymfocyttal. Er der stadig en resteffekt af cladribinbehandlingen, er der tilmed en mulighed for, at interferon- eller copaxonebehandlingen vil have større effekt end ellers, fortæller Finn Sellebjerg.

Har man brug for en kraftigere behandling vil man til nogle patienter kunne give Zinbryta (Daclizumab), som ikke påvirker lymfocyttallet, fortæller Finn Sellebjerg.

”Vi bruger i forvejen Lemtrada, som også har langtidseffekt, og det giver ikke problemer, så jeg har ikke de store betænkeligheder ved at give cladribin til de patienter, hvor noget taler imod at give dem en af de andre andenlinjebehandlinger,” siger Finn Sellebjerg.

I nogle tilfælde mener han, at der kan være grund til at vælge en langtidsvirkende behandling frem for en af de førstelinjebehandlinger, som kræver, at patienten husker at tage en pille eller stikke sig dagligt eller en gang om ugen.

”Til nogle patienter vil det på grund af deres livsstil være en meget bedre idé at give noget, hvor vi er sikre på, at medicinen kommer ind. Vi ved, at unge med diabetes har meget svært ved at forholde sig til at skulle tage insulin hver dag, og det samme kan være et problem med unge sclerosepatienter, der lever et mere ustabil liv end etablerede voksne patienter. Med Tysabri, Lemtrada og det nye antistof Ocrevus ved man præcis, om patienten har fået behandlingen eller ej,” siger Finn Sellebjerg.