Matthias Kant

En ny behandling på markedet afføder altid mere arbejde, ikke mindre, fordi antallet af behandlingsmuligheder hænger eksponentielt sammen med antallet af behandlingsskift. Men nye muligheder er altid godt for patienterne, mener leder af Sydjysk Scleroseklinik Matthias Kant.

Den nye tabletbehandling Mavenclad (cladribin) er godt nyt for patienterne, fordi det giver endnu en mulighed for behandling, som tilsyneladende også er skånsom for patienten, men leder af Sydjysk Scleroseklinik ved Sønderborg Sygehus Matthias Kant tvivler på, at behandlingen kommer til at medføre de store ressourcebesparelser i scleroseklinikkerne, sådan som producenten Merck blandt andet fremhæver i sin markedsføring af behandlingen.

”Noget af det, der skaber pres og kræver ressourcer på afdelingerne er netop, at der er kommet flere muligheder for behandling. I gamle dage havde man muligheden for at skifte mellem interferonpræparaterne og copaxone, og patienterne måtte acceptere bivirkning til en vis grad, for der var ikke andre muligheder, men i takt med, at der kommer flere behandlinger, skifter vi oftere behandling, og det er nok den største ressourcemæssige udfordring, vi har, så en ny behandling kommer ikke til at lette presset på scleroseklinikkerne,” konstaterer Matthias Kant.

Merck lægger blandt andet vægt på, at patienter i behandling med Mavenclad har mindre behov for monitorering, men med et nyt præparat med begrænset dokumentation vil der stadig være behov for monitorering, mener Matthias Kant.

”Det lyder fint på papiret, men enhver ny behandling har sine udfordringer i forhold til monitorering. Nu har man ny data fra extensionstudierne, som viser, at der ikke er overrepræsentation af cancer i forhold til baggrundsbefolkningen, men det er stadig kun 1000 patienter, og der kan godt nå at dukke noget op, som det for eksempel lige er sket med Zinbryta, hvor nu kører en §20 sag, efter, at en tysk patient fik leversvigt ved fjerde indsprøjtning,” siger Matthias Kant.

Han mener desuden, at det der er Mavenclads force - at det er en pulsbehandling, som gives i to korte perioder inden for 24 måneder, hvorefter behandlingen virker i op til fire år -  også er forbundet med den ulempe, at det ikke er muligt at skifte behandling, før de fire år er gået, hvis det viser sig, at der alligevel er sygdomsaktivitet. Lemtrada har samme ulempe, blot i en toårig periode.

” Har man én gang truffet beslutningen, har man ikke andre handlemuligheder, hvis behandlingen ikke virker, og det gør det mindre let at træffe beslutningen om at give pulsbehandling,” siger Matthias Kant.

Økonomisk ser han dog potentialet i pulsbehandlingerne.

”Nu kender vi ikke prisen, men man kan sammenligne det med Lemtrada, som også er en pulsbehandling, der er dyr i opstart, men hvor der efterfølgende er år helt uden udgifter til medicin, og regner man de samlede omkostninger op i imod, hvad det ville have kostet at behandle med for eksempel Tysabri, så begynder det at betale sig. Så er det faktisk billigere, og ser man på langtidsdata fra Lemtrada, så er det omkring 70 procent, der ikke har brug for en tredje dosis inden for en fem-seksårig observationsperiode. Det er et komplekst regnestykke, og jeg mener, at det er helt rigtigt af Medicinrådet, at se på hele den periode behandlingen dækker, når de vurderer prisen,” siger Matthias Kant.