ECTRIMS: Sclerosepatienters blodlymfocytprofil inden start på behandling med Lemtrada (alemtuzumab) kan identificere risikoen for at udvikle senere autoimmunitet.

Lemtrada har vist sig at være en effektiv behandling for patienter med meget aktiv multipel sclerose, (recidiverende-remitterende multipel sclerose, RRMS). Præparatet anvendes typisk efter, at Tysabri (natalizumab)og Gilenya (fingolimod) har været forsøgt, - og nedsætter antallet af attakker. Anvendelsen er begrænset af bivirkninger som sekundær autoimmunitet, der er observeret hos op til 40 procent af patienterne blandt andet på grund af forstyrrelser af skjoldbruskirtlens funktion.

Men nu mener en spansk forskergruppe fra Hospital Universitario Ramon y Cajal, at de ved hjælp af en blodprøve kan forudsige, hvem der er i lavrisiko for at få autoimmune skadespåvirkninger af Lemtrada.

”En lav procentdel af CD19 + B-celler eller plasmablaster i blodet før alemtuzumab-behandling forudsagde en lavere risiko for autoimmune bivirkninger," konkluderer forskergruppen i studiet (Abstrakt PS09.03) Predictive biomarkers of the development of autoimmunity in patients treated with alemtuzumab, som lørdag blev fremlagt på den virtuelle version af den årlige europæiske sclerosekongres, ECTRIMS:

Det spanske studie er en multicenter prospektiv longitudinel undersøgelse af 54 RRMS-patienter med tilbagevendende remission fra fem spanske hospitaler. Alle blodprøver blev indsamlet inden behandling med alemtuzumab påbegyndtes, og autoimmune skadevirkninger blev defineret som udvikling af enhver autoimmun skjoldbruskkirtel-associeret hændelse, immun trombocytopeni og/eller autoimmun nefropati inden for en toårig opfølgningsperiode.

Ud af 54 RRMS patienter, 36 (66,7%) kvinder, med en medianalder på 28 (13-67) år og median opfølgning på seks (0-20) år oplevede fjorten patienter (25,9%) autoimmune skadevirkninger, og alle ud af disse havde dysfunktioner i skjoldbruskkirtlen, fortæller forskerne.

Ingen immuntrombocytopeni eller nefropatier blev observeret. Der blev ikke fundet nogen statistiske forskelle i kliniske og demografiske karakteristika mellem patienter, der udviklede autoimmune skadevirkninger, og dem, der ikke gjorde det. Patienter, der oplevede autoimmune AE'er inden behandlingsstart, havde en højere procentdel af blod-CD19 + B-celler (p = 0,001) med en højere relativ procentdel af naive B-celler og plasmablaster.

Ved udforskning af det samlede celletal forblev kun plasmablastniveauer signifikante (p = 0,02). En lavere risiko for autoimmune skadevirkninger efter alemtuzumab blev observeret blandt patienter med mindre end 7,6 procent CD19 + B-celler i blod [odds ratio (OR) 16, konfidensinterval (CI) 3,86-58,95, p <0,0001] eller mindre end 0,13 procent plasmablast celler [ELLER 9,33, CI 2,17-42,65, p = 0,002].