Multidisciplinær rehabilitering under indlæggelse har markant effekt på MS-patienters livskvalitet og funktionsevne, og effekten kan registreres i op til et år efter, at patienterne er udskrevet.

De nye langtidsresultater fra Sclerosehospitalernes rehabiliteringsstudie, som netop er publiceret i Multiple Sclerosis Journal, viser, at multidisciplinær rehabilitering i endnu højere grad bør være en del af sclerosebehandlingen, mener overlæge ved Sclerosehospitalerne Finn Boesen.

En indlæggelse med målrettet multidisciplinær rehabilitering (MDR) på et af landets sclerosehospitaler er for mange sclerosepatienter et vigtigt supplement til den medicinske behandling. Rehabiliteringen kan understøtte langvarige forbedringer af sclerosepatienters velbefindende, konkluderer forskerne bag verdens største randomiserede, kontrollerede langtidsstudie af effekten af MDR under indlæggelse hos sclerosepatienter. 

”Studiet viser markante effekter umiddelbart efter interventionen og overbevisende evidens for vedligeholdt langtids-effektivitet af MDR, med signifikante statistiske forbedringer af livskvaliteten og funktionsevnen efter både et halvt og et helt år sammenlignet med kontrolgruppen,” siger overlæge og hovedforfatter på artiklen Finn Boesen.

Studiet omfatter 413 MS-patienter, hvoraf 209 har været indlagt og modtaget multidisciplinær rehabilitering under indlæggelse i fire uger, mens 204 kom på venteliste til et rehabiliteringsophold. Patienterne fik undervejs testet deres funktionsevne og helbredsrelaterede livskvalitet ved hjælp af validerede helbredsrelaterede livskvalitetsspørgeskemaer som Functional Assesment of Multiple Sclerosis (FAMS), 15D-index, EQ Visual Analogue Scale (EQ-VAS), MSIS-29 fysisk og psykologisk og EQ-5D- index, og på de tre førstnævnte kan man stadig se signifikante forbedringer i forhold til baseline og i forhold til kontrolgruppen tolv måneder efter et rehabiliteringsophold. 

Studiet er blevet rost af den internationale MS-ekspert professor Allan Thomson for at være metodisk stærkt og for at have fokus på den kliniske effekt af behandlingen. Resultaterne ville formentlig have været endnu stærkere rent statistisk, hvis ikke forskerne havde valgt at fokusere på klinisk relevans. Det fokus har blandt andet betydet, at de har medregnet de patienter, som er faldet ud af studiet.

”Det er jo ofte patienter, der trækker resultatet ned, men dem har vi med, fordi det har været vigtigt for os at skabe et metodologisk solidt studie, der viser, hvilken betydning behandlingen har for patienterne. Målet med MDR er at maximere patienternes funktionsevne for at øge deres livskvalitet, og derfor er statistisk signifikans ikke nok, for det kan i virkeligheden bare være udtryk for, at et studie har stor styrke, og det kan give en falsk sikkerhed for noget, der måske ikke er klinisk signifikant. Det er der er ingen, der har diskuteret i forhold til MDR i noget studie før os, og det er vi glade for at få anerkendelse for,” siger Finn Boesen, som finder det vigtigt, at livskvalitet langsomt får en større plads i MS-forskningen generelt. 

”I stedet for de klassiske mål fra de medicinske studier, bruger vi en biopsykosocial referenceramme. Vi udvider til at se på, hvordan patienterne oplever deres livskvalitet og funktionsstatus. 

Det kan godt være, at man forbedrer sin gangfunktion fra at kunne gå 100 meter til at gå 200 meter, men hvis der er 500 meter til bageren, er det ikke sikkert, at forbedringen slår ud på livskvaliteten, og derfor er det væsentligt også at måle på livskvaliteten, når man skal vurdere behandlinger og indsatser,” siger Finn Boesen.

”Medicinen er vigtig, men det er ikke den eneste faktor, der skal tages med i betragtning, og vores håb med det her er, at vi i højere grad bliver en del af den samlede behandling af sclerosepatienter. Vi behøver ikke træde hinanden over tæerne, tværtimod. Halvdelen af vores patienter er i immunmodulerende behandling, og alligevel har de en masse funktionsnedsættelser og komplikationer med træthed, kognition og så videre. Derfor er MDR en del af den samlede håndtering af sygdommen,” siger Finn Boesen.